Kajakstrategi 2017 - 2021

I et forsøg på at sikre en god og velfungerende bådpark har kajakudvalget udarbejdet nedenstående strategi for udskiftning og vedligeholdelse af bådparken. En 5-års strategi er i sagens natur forbundet med en betydelig usikkerhed. Ingen ved om de indlagte forudsætninger holder. Alternativet er dog efter vores opfattelse ikke bedre. Det må derfor også forudses, at der løbende skal ske justeringer i strategien, og dette gælder naturligvis særligt for den sidste del af perioden.

Vision

 

Klubkajakkerne er hjertet i roklubbens kajaktilbud. Der bør derfor være et rigt og varieret udbud af kajakker. Samtidig er der naturligvis økonomiske og pladsmæssige rammer for, hvilke kajakker klubben kan råde over. Det bør løbende vurderes, i hvilket omfang udskiftning er nødvendig for at opretholde en tilstrækkelig bådpark i ønskelig stand.

Ligeledes bør det løbende overvejes, om bådparken afspejler medlemmernes ønsker og brug af kajakkerne. Dette sker med udgangspunkt i kilometerstatistikken, men der skal ske korrektioner for konkrete forhold.

Efter vores opfattelse bør Ry Roklub tilstræbe at opfylde nedenstående forudsætninger, der således er grundlaget for vores anbefalinger:

  • Bådparken skal være tilstrækkelig til de årlige instruktionsforløb.
  • Bådparken skal være tilstrækkelig til klubbens ungdomshold.
  • Bådparken skal være tilpas varieret til at håndtere såvel begyndere som mere øvede roeres behov.
  • Bådparken skal være tilstrækkelig stor til at håndtere klubture og arrangementer med et varieret medlemsgrundlag.
  • Bådparken skal være tilstrækkelig til at imødekomme ønsker om K2 roning, herunder klubbens årlige engagement i Ry K2 mix.
  • Bådparken skal kunne imødekomme alt fra små, lette roere til store, tunge roere.

Analyse inddelt efter bådtype

 

I det følgende foretages en analyse af, i hvilket omfang klubbens nuværende kajakbestand anses for at opfylde visionen. Samtidig redegøres der for behovet for udskiftninger og forøgelser af bådparken i de enkelte grupper.

En mere detaljeret oversigt over de enkelte kajakkers tilstand findes i bilag 1.

K1 kapkajakker

Klubben har 8 deciderede kapkajakker. Alle bruges, men nogle mere end andre. Kajakkerne er generelt i god stand. De roes ikke specielt meget, og når de gør, er det typisk af meget øvede roere. De udsættes derfor ikke for voldsomt slid.

Der roes ikke særligt mange kilometer i andre end Kulmulen. (Kulleren 169 km, Rødtungen 101 km, Smelten 67 km).

Det er hensigtsmæssigt at have et bredt udvalg af kapkajakker, også af hensyn til ungdomsroerne.

Konklusion: Alle bør beholdes og være tilgængelige, men der er ikke grundlag for anskaffelse af nye med det nuværende aktivitetsniveau.

K1 kajakker for øvede roere

Klubben råder over 14 K1 kajakker for øvede roere fordelt på 3 typer: TCR,  Tracer og Swift. Kajakkerne er generelt i god stand, men kræver en del vedligeholdelse. Dette skyldes, at de anvendes meget.

TCR roes rigtig meget (2103 – 3232 km), TCR+ lidt mindre (1277). Bådtypen er populær og desuden ror enkelte medlemmer mange kilometer i netop denne bådtype.

Tracer roes fortsat en del trods alder (551 og 574 km). De er noget slidte, men fortsat for gode til udskiftning. Det må dog forventes, at de om maksimalt 5 år er udslidte efter mange års brug.

Swift kajakkerne er for få år siden blevet omplaceret i et forsøg på at fremme brugen af dem. Dette er i et vist omfang lykkedes. De fleste har således været noget på vandet i 2016 (294, 510, 528 og 609 km). Derimod bruges Knivfisken og Kampfisken sjældent. Anvendelse tyder på, at 4 swift kajakker er tilstrækkeligt til at dække klubben behov i normalsituationen. Der er næppe økonomi i at sælge de ikke anvendte, og de vil derfor blive placeret som lagerkajakker når der bliver behov for pladserne (øverst i kajakhuset, venstre port, hvor det er muligt at nedtage dem ved særlige behov).

Der er ikke et akut behov for nyanskaffelser. Senest når Tracer må anses for udslidte, bør der ske nyanskaffelser.
 

K1 kajakker for begyndere (og instruktion)

Klubben råder over 23 K1 kajakker, som er stabile nok til begyndere og til anvendelse ved instruktion. Disse kajakker bliver anvendt hyppigst og generelt i stort omfang. Denne del af bådparken er den mest nedslidte. De roes i sagens natur ofte af meget uerfarne roere, og er for nogles vedkommende meget gamle. Dette giver naturligt mange skrammer og skader. Følgelig har de til tider ro-forbud i kortere eller længere perioder pga. skader. Der er derfor reelt sjældent 23 kajakker til rådighed.

Der er løbende tilført nye kajakker til beholdningen, og der er god variation i kajaktyperne, hvilket tilgodeser de forskellige behov fra store og små roere.

Antallet af kajakker er - når alle er til rådighed – i de fleste tilfælde tilstrækkeligt til instruktion og ungdomsroning, men der har enkelte gange været for få kajakker, når flere forårshold skal på KM roning på samme tid. Derfor er der ikke plads til, at ret mange kajakker er i stykker på samme tid og antallet kunne med fordel hæves med et par kajakker. Nogle af kajakkerne er dog så nedslidte, at der er behov for akut udskiftning.

Beholdningen bør også tage hensyn til, at kajakkerne ofte anvendes til langture. En del af kajakkerne bør derfor være med lastrum.

Nærmere om kajaktyperne og nedslidthed

Escape kajakkerne er slidte. Som beskrevet i bilag 1 er de bløde i skroget, de har mange revner i gelcoaten og begynder at være utætte og have strukturelle skader. De har været populære kajakker og har roet rigtigt mange km siden de blev indkøbt. Det vil ikke være rentabelt at blive ved med at reparere på dem. De har tjent klubben godt i mange år, men er ganske enkelt nedslidte og bør erstattes.

Kajakkerne bør udskiftet med en tilsvarende type. Kajakudvalget undersøger mulighederne og har i denne forbindelse fokus på såvel sammenhængen mellem pris og holdbarhed som ønsket om et varieret udbud af kajakker.

Citius kajakkerne er på få år kommet i en værre stand, end de fleste af de ældre kajakker. Hvis det fortsætter som nu, vil de i løbet af få år være kassable. Det ser ud til, at kajakkerne er for tynde i materialet, til at kunne klare de gentagne ind- og udtagninger, og de går lettere i stykker i samlingerne ved lidt hårdere brug (eksempelvis makkerredninger). Der ses ikke umiddelbart en vej til at vende udviklingen. Alle kajakkerne har revner i store dele af gelcoaten, flere har større strukturelle skader og selv en normal anvendelse i klubben vil kun gøre det værre. De bør udskiftes inden længe.

Kajakudvalget foreslår indtil udskiftning, at citius kajakkerne fremover som udgangspunkt ikke anvendes til instruktion, og ALDRIG må anvendes i forbindelse med øvning af makkerredninger.

Raptus var de første kajakker klubben indkøbte i starten af 90erne. De har været gode og solide, og er det stadig. De begynder dog at vise tegn på stort slid. Specielt i bunden er de meget ridsede og skrammede. Derfor bør de udskiftes inden for en overskuelig årrække. Kajakker af samme type ses som det bedste bud (Spica, Arrow el. lign.).
 

K1 Juniorkajakker

Klubben råder principielt over 5 juniorkajakker. De er placeret nederst i venstre port i kajakhuset af hensyn til tilgængeligheden for ungdomsroerne. Kajakkerne har ikke været anvendt ret meget, hvilket i et vist omfang skyldes skader og mangler. Der er derfor behov for udskiftninger.

Beholdningen af juniorkajakker – herunder udskiftninger – varetages i samarbejde med ungdomsudvalget. Der bør naturligvis være koordinering med indkøb af de almindelige kajakker. Ungdomsroerne ror i meget stort omfang i klubbens øvrige kajakker.

Ungdomsudvalget har vurderet, at alene Dafnien bør beholdes. De øvrige fire ungdomskajakker (Hundestejlen, Haletudsen, Millingen og Søhesten) bør afhændes.

Til sikring af en tilstrækkelig bådpark også til ungdomsroere ønskes to kajakker af mindre volumen svarende til Sardinen (Alito fra Zedtech). Denne bådtype kan også roes af lettere seniorroere.

K2 Turkajakker

K2 kajakkerne er en vigtig del af Ry Roklub. Både i den daglige roning og ved den årlige Ry K2 mix, er K2 roning populært i klubben. Udvalget ønsker at prioritere dette.

Klubben råder i dag over 7 K2 turkajakker, herunder den nyindkøbte Guldfisken. Brasen er udtjent og anvendes sjældent/nødigt. Den bør derfor sælges.

Turkajakkerne er generelt ret nye og i god stand.

K2 Kapkajakker

Klubben råder i dag over 3 K2 kapkajakker, hvilket for nuværende rækker. Dog ser udvalget behov for løbende at vurdere behovet i takt med at Ry K2 mix afvikles. Det har været nødvendigt, at ”trække lod” om deltagelse i K2 mix, og skulle behovet for kajakker gentagende gange være utilstrækkeligt, bør det overvejes at anskaffe en kajak yderligere. Dette kan også være en K2 turkajak.

Brasen roes ikke og er i dårlig stand. Den bør derfor afhændes nu.

Tobisen bør tillige udskiftes inden for en overskuelig årrække.

K4 kajakker

Klubben råder i dag over en K4 kajak. Den roes ikke særligt meget, og ses mest som et sjovt tillæg til bådparken.  Kajakken er i rimelig god stand og er ikke udsat for det store slid. Den kræver derfor ikke meget vedligehold og ingen ressourcer.

Der er ikke grundlag for anskaffelse af yderligere K4 eller udskiftning.

Plan for udskiftning i 5 års perspektiv

 

Som nævnt flere gange er et 5-årigt perspektiv langt, og anbefalingerne må derfor løbende vurderes. Nedslidningen af kajakkerne er dog nogenlunde forudsigeligt. Derimod kan nye hensyn dukke op og ændre prioriteringen.

Udvalget ser forskellige muligheder for udskiftning.

  1. Køb af brugte kajakker
    Der er af og til mulighed for at købe brugte kajakker på DBA eller Facebook. Her ses mulighed for at købe rimeligt gode kajakker til fornuftige priser. Det er selvsagt et spørgsmål om, at ramme det rigtige tilbud, og kunne byde på det uden at skulle vente længe på en evt. godkendelse af udvalg/bestyrelse.

    Denne løsning vil kunne spare nogle penge, men vil samtidigt give en broget bådpark baseret på tilfældighed, og som potentielt vil give problemer med anskaffelse af reservedele, da der er tale om ældre kajakker

  2. Udskiftning af enkelte kajakker over en årrække.
    Ved udskiftning af en enkelt eller to kajakker pr år i en årrække, kunne bådparken fornyes uden en voldsom udskrivning på budgettet. Ligeledes kunne man på denne måde skifte ud på tværs af typer. Dog ses der ikke store muligheder for rabat ved et evt. kø.

  3. Udskiftning af hele typer på en gang.
    Ved udskiftning af hele typer på en gang er der måske mulighed for at få en god rabat når man køber 3-4 kajakker ad gangen. Ligeledes er vi rimeligt sikre på en ensartethed i bådparken. Denne metode kræver dog en større udskrivning på budgettet.

Det er udvalgets opfattelse, at en kombination af 2 og 3 er mest hensigtsmæssigt. Bådparken er i en sådan stand, at der bør afsættes midler i de årlige budgetter til nyindkøb i størrelsesordenen 30-35.000 kroner. Udvalget vil naturligvis i samarbejde med bestyrelsen bestræbe sig på at opnå ekstern finansiering af indkøbene.

Med disse forbehold og under hensyntagen til at der ikke er uanede økonomiske ressourcer til stede kan en plan for de næste 5 års udskiftninger/nyerhvervelser opsummeres således:

K1 – kapkajakker: Ikke behov for ændringer

K1 – Kajakker for øvede roere: Ikke akut behov. Anskaffelse af 2-3 kajakker vil være ønskeligt og nødvendigt, når Tracer skal udskiftes om senest 5 år.

K1 Kajakker for begyndere:

  • Escape (4 stk.) akut behov for udskiftning.
  • Citius kan holde op til 5 år, men bør så vidt muligt udgå fra instruktion. Dette betyder behov for tilsvarende kajakker til instruktion.

K2 – kajakker: ikke akut behov, men Tobisen bør udskiftes i perioden. I en 5 års horisont må det tillige forventes, at udskiftning på grund af slid og ælde aktualiseres.

Det forsøges i forbindelse med anskaffelserne at få ekstern (delvis) finansiering i samarbejde med bestyrelsen. Erfaringsvis kan det dog være vanskeligt.

I det omfang de udskiftede kajakker forventes at have en blot mindre værdi, vil de blive solgt.

Årsbaserede anskaffelser
 

2017:                 
4 stk. K1 til afløsning af 4 Escape, der kasseres/bortsælges til minimalpriser.
1 stk. juniorkajak til afløsning af 4 nuværende juniorkajakker, der bortsælges til minimalpriser.

Der er i budgettet afsat 30.000 kroner til indkøb af kajakker. Det afsatte beløb er formentlig i underkanten, uanset at der ved salg af kajakker opnås ”tilskud” til nye. Ligesom der er søgt tilskud hos Skanderborg kommune.

2018:
2 stk. Citius 51 erstattes/suppleres med tilsvarende kajakker anvendelige til instruktion (Citius 51 overgår til kun at må anvendes af erfarne roere).

1 stk. juniorkajak til supplering af kajakker til ungdomsroere og lette roere.

Budgetteret udgift 35.000 kroner.

2019:                 
1 stk. Citius 51 erstattes/suppleres med instruktionsvenlige kajakker i tilsvarende klasse (Citius 51 overgår til kun at må anvendes af erfarne roere).

K2 Tobisen udskiftes med K2 turkajak.

Budgetteret udgift 40.000 kroner.

2020:                   
2 stk. Citius 55 udskiftes med tilsvarende brede stabile kajakker.

K2 Legato udskiftes med anden K2

Budgetteret udgift 50.000 kroner.

2021:                   
3 stk. Raptus udskiftes med tilsvarende klasse.

Budgetteret udgift 35.000 kroner.

Herefter mangler udskiftning af 3 stk. Spica, der vil være klart udskiftningsmodne om 5 år og 2 stk. kajakker til afløsning af Tracer.

Opsummerende oversigt over kajakker, der sælges/skrottes

 

2017:                   
4 stk. Escape skrottes/afhændes
4 stk. juniorkajakker skrottes/afhændes
K2 Brasen afhændes

2018:                   
2 stk. Citius 51 overgår til kun at må benyttes af erfarne roere

2019:                   
1 stk. Citius 51 overgår til kun at må benyttes af erfarne roere
K2 Tobisen afhændes

2020:                   
2 stk. Citius 55 overgår til kun at må benyttes af erfarne roere
K2 Legato afhændes

2021:                   
3 stk. Raptus afhændes
 

Senest opdateret 28. april 2017